Delmar Target System

Andet steds her på hjemmesiden fortæller lederen af Flyvevåbnets Historiske Samling, Lars Søe-Jensen, om nogle af de mange spændende effekter, som ligger i Samlingens magasiner. Blandt dem er nogle Delmar skydemål. På billedet peger han netop på kassen med disse skydemål, og du kan se hans fortælling om dem ved at klikke her.

Blandt læserne af denne beretning er Frits Højsgaard. Han var med, da Delmar skydemålene blev indført i Flyvevåbnet, og han har sendt beretningen herunder om nogle af de interessante begivenheder i den forbindelse:

I min tid i Træningsflighten blev jeg involveret i indførelsen af Delmar Target Systemet på en højst speciel måde.
     Jeg havde mit job i Hangar 67, og her kom pludselig en dag nogle store kasser med fragtmanden. Ingen vidste, hvad eller hvorfor de skulle afleveres netop dér, og der gik lang tid, før vi så pludselig en dag skulle aflevere en T-33 til Hovedværkstedet i Aalborg for udførelse af en modifikation, som bestod i, at der blev lavet en speciel ledningsføring og en påbygning af en lille vingepylon. Vi fik flyet tilbage til Træningsflighten, og der gik så igen lang tid, hvor intet skete, indtil der pludselig en dag kom ordre om at åbne de omtalte kasser og montere det grej, som var i dem, på det modificerede fly.
     Som beordret, så gjort. Ingen vidste på det tidspunkt, hvad det egentlig var for et projekt, der var gang i. Men udstyret blev altså monteret med påsat Delmar-mål, og så var man klar til en prøveflyvning med grejet. 
  

T-33 fotograferet på Weelus Air Force Base i
Libyen. Delmar-udstyret med dets propel kan anes bag det nærmeste hovedhjul.
  

Dette og de følgende billeder er modtaget fra Valter K. Frandsen, som også var med ved  skydningerne i Libyen.

Pilot på dette forsøg var næstkommanderende i Træningsflighten NØD (Nødskov). Han tog af med flyet, og nede over Himmerland skulle det første forsøg gøres, hvilket skete med det resultat, at da han trykkede på kontrolboxens reel out-knap, så røg målet af. Inden han fik brændt det nødvendige brændstof af, så han kunne lande, havde en bondemand, som gik ude på sin mark, ringet til flyvestationen og meddelt, at der var faldet en rød-brun  bombe på hans mark. Og så var der en, som måtte stille til skideballe hos chefen (Kurt Abildskov), hvor man blev enige om, at der var tale om en mangelfuld instruktion af såvel pilot som teknikere. Det endte i øvrigt med, at da man undersøgte udstyret, fandt man frem til, at årsagen til uheldet var, at der var sket en ombytning af ledningerne til kontrolboxens reel out- og reel in- kontakter enten i flyinstallationen eller i boxen. Det endte desuden med, at den videre udvikling og afprøvning af systemet skulle foregå i Værløse, og undertegnede blev tilkommanderet FMK og fløj som passager med det modificerede fly hver dag mellem FSN VÆR og FSN AAL med (ABI) Abildskov som pilot. Afprøvningerne og forsøgsflyvningerne ved FMK blev udført af en derværende pilot (OVE).
     Systemet kom til at virke, og så spurgte man sig selv, hvad det mon egentlig skulle bruges til. I lang tid var det, som om at det hele stod stille. Men så en dag kom der besked om, at jeg sammen med et hold teknikere fra FMK skulle være klar til at tage med F-86 eskadrillerne til Wheelus Air Force Base i Libyen nær hovedstaden Tripoli.

Wheelus Air Force Base

Her skulle foretages skydning med såvel 2,75 inch raketter som Sidewinder missiler. Og her fik vi så omsider syn for sagen for det, som vi i så lang tid havde rodet med.
     Vi blev fragtet med vores udstyr med C-47 og C-54 den lange vej derned, og først her skulle det blive alvor.
 

                                                                                                              T-33 og F-86 på flightline

Der var tale om to forskellige udgaver af slæbemålet (Delmar targets). Det ene var det. som vi kendte til (og som vi havde tabt). Det var det mål, som skulle anvendes til skydning med 2,75 inch raketter fra F-86 flyene, og dette mål var faktisk det, som i følge SØEs beretning blev fundet hos Jægerkorpset. Den anden type var mere avanceret, da det indeholdt en radiomodtager, som antændte nogle flares, som var nødvendige for Sidewinderens varmesøgende styresystem. D.v.s at piloten på det skydende fly sendte et radiosignal til modtageren i Delmar målet, som blev slæbt 3200 feet efter T-birden, hvorefter han kunne affyre sin Sidewinder.
     Vi var et fast team, som var af sted på disse skydninger. Det bestod af Holger Linhardt, Lindholm, "Lille" Pedersen fra FMK og undertegnede + når det kneb - med assistance af våbenteknikere fra den flyvestation, som var af sted. Vores arbejde bestod i at montere og afmontere udstyret, som bestod af Delmar spillet, som var ophængt i Jato-beslagene under bugen på T-33'eren, samt montering af kurven, som var anbragt under vingen, og hvori der var også en lille kniv, som kunne cutte wiren, hvis noget skulle gå galt. Endvidere skulle der spoles nye wirer, hvis de blev for korte til missilskydning. Selve wiren var en glat ståltråd på ca.1 mm tykkelse, og den blev gjort fast til målet med en øsken, som gjorde, at målet kunne dreje rundt under flyvningen ved hjælp af en speciel svirvel.
     Andet servicearbejde var, at man forud for hver skydning med missiler fik opgivet nye radiofrekvenser, hvortil modtageren skulle indstilles.
     Jeg var af sted i 1962,1963,og 1964.

Flyet oplades med 24 stk. FFAR raketter                             Flyet afskyder sine missiler mod Delmar-målet