Flyvevaabnets historie - Genopbygningsperioden 1945-1950

Flyvevåbnets Historie

Genopbygningsperioden
1945 - 1950

Efter besættelsens ophør opstod Hærens Flyvertropper og Marinens Flyvevæsen igen. Efter kort tid på Lundtofte flyveplads kunne flyvertropperne atter rykke ind på Værløse. Det skete den 31. december 1945. Marinens Flyvevæsen tog Luftmarinestation København i anvendelse igen.
Den 31. juli 1945 oprettedes "Kontoret for luftmilitære Sager" under ledelse af oberstløjtnant Kaj Birksted. Dette kontor blev den 1. december erstattet af "Det luftmilitære Udvalg", der fik Birksted som formand, men som i øvrigt omfattede personer fra såvel Hærens Flyvertropper som Marinens Flyvevæsen. På baggrund af erfaringer fra krigen var der enighed om, at dansk militærflyvning i fremtiden skulle organiseres som et selvstændigt værn. Det største problem var nu at tilvejebringe personel og navnlig materiel.

Kaj Birksted havde under krigen indlagt sig store fortjenester både som jagerpilot og som leder i såvel det norske som det engelske flyvevåben. Han blev eneste danske "Flyver-Es" med 10 dokumenterede og 10 mulige nedskydninger.

Percival Proctor Mk III

Kramme og Zeuthen KZ-IIT

Airspeed Oxford

Supermarine Sea Otter

    Det lykkedes imidlertid hurtigt at få samlet ca. 40 piloter og 120 teknikere, som blev sendt på kurser i England.
    Snart begyndte man at indkøbe materiel fra de allieredes overskudslagre. De første fly, der ankom, var 4 britiske Percival Proctor Mk III forbindelsesfly. De blev leveret den 30. november 1945 og fordelt til Hæren og Marinen. Senere blev de suppleret med yderligere 2.
     I begyndelsen af 1946 anskaffedes 2 danskbyggede Kramme og Zeuthen KZ-III forbindelsesfly, men de blev taget ud af drift allerede i 1950 og solgt til civilt brug i 1951.
     Den 8. juni 1946 begyndte leveringen af ikke mindre end 15 skolefly af typen KZ-IIT, så nu kunne man for alvor komme i gang med at uddanne nye piloter.
     I november 1946 modtog man den første af i alt 44 Airspeed Oxford træningsfly. Sammen med Proctors og KZ-III'erne udgjorde de en transportgruppe i Kastrup.

Søværnet havde et stærkt ønske om, at flyvningerne i Grønland skulle genoptages hurtigst muligt. Fra december 1946 anskaffede man 7 Supermarine Sea Otter amfibiefly. De blev brugt til omskoling af piloter til søfly, og med basis på den gamle luftmarinestation i København anvendtes de dels til målflyvning for Søværnet, dels til eftersøgnings- og redningsopgaver.

Af disse fire første flytyper fra genopbygningsperioden er det her i landet muligt at se et eksemplar af Percival Proctor på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør og af KZ-IIT på Flymuseet i Stauning.

Som overgangstræner efter den elementære uddannelse på Avnø valgte man at anskaffe i første omgang 26 North American Harvard. De 5 første ankom til Karup den 19. december 1946, og de var alle af typen Mk IIB. Yderligere 10 Mk IIA og Mk III blev leveret med skib fra Sydafrika, men kun 3 af disse blev samlet og anvendt. I 1949 købte man 5 Harvard IIB af et amerikansk firme, og året efter modtog man ikke mindre end 20 T-6D Texan, som svarede til Harvard, men kun 5 af dem blev taget i anvendelse.
I januar 1947 begyndte uddannelsen på Harvard. Det foregik på den såkaldte "Harvardskole", som var placeret på Karup, og som havde fået tildelt 8 fly. Senere ændrede skolen navn til "Flyveskolens Overgangskursus". Overgangskurset, der nåede at uddanne seks pilothold, blev nedlagt i 1951, da uddannelsen blev flyttet til Amerika.
Harvard blev i øvrigt anvendt til træning, herunder specielt instrumentflyvning, målflyvning for luftværnsartilleriet m.v. indtil 1959, da de resterende 24 fly blev samlet på Værløse og udbudt til salg.

I dag kan man dog stadig se et eksemplar af Harvard på Flyvevåbenmuseet i Stauning.

North American Harvard

Consolidated PBY-5A Catalina

Consolidated PBY-6A Catalina.

Som allerede nævnt var man i Marinen ivrig efter at genoptage flyvningerne til Grønland så hurtigt som muligt efter krigen. En indkøbsgruppe blev sendt til U.S.A., hvor man købte 6 stk. Consolidated PBY-5A Catalina. Den 10. februar 1947 oprettedes under Marinens Flyvevæsen en Catalina-gruppe, og gruppens personel blev uddannet i U.S.A., hvorfra de fløj Catalinaerne hjem til Danmark. De 3 første ankom til Luftmarinestation København den 6. juni 1947, og de resterende 3 ankom kort tid efter.
Allerede samme år var Catalinaerne i aktivitet i Grønland, hvor de kunne gøre uvurderlig nytte ved transport af passagerer og gods, ved isrekognoscering og luftfotografering og meget andet.
Efter at Flyvevåbnet var oprettet i 1950, blev yderligere to PBY-5A leveret som våbenhjælp, og nogle år senere anskaffede Flyvevåbnet 8 PBY-6A, som var en mere moderne udgave af Catalina.

En PBY-6A tilhørende Flyvevåbnets Historiske Samling kan ses i Danmarks Tekniske Museum i Helsingør.

Den 29. august 1947 fik det danske forsvar sin første Spitfire. Den var ganske vist ubevæbnet, idet det drejede sig om den første af 3 Supermarine Spitfire P.R.Mk XI til fotorekognoscering, men kort efter begyndte leveringen af 38 Spitfire H.F.Mk IXe, som var rigtige jagerfly, bevæbnet med to 20 mm maskinkanoner og to 12,7 mm maskingeværer. Bogstaverne H.F. stod for High altitude Fighter og refererede til, at de specielt var velegnede til flyvning i stor højde.
     Marinens Flyvevæsen kom først i gang med at flyve Spitfire, idet de stod for modtagelsen af flyene fra England. De indgik ikke i nogen egentlig flotille, men blev i daglig tale blot kaldt "Spitfiregruppen".
     Hæren påbegyndte flyvning med Spitfire i januar 1948. Den 21. januar genoprettedes 5. Eskadrille på Karup Flyveplads med premierløjtnant H.G.P. Jensen som kommandør, og dagen efter modtog eskadrillen sin første Spitfire.
     Det første flyvehold, der var uddannet herhjemme efter krigen, var klar fra Flyveskolens Overgangskursus - den tidligere Harvard-skole - i begyndelsen af 1948. Det drejede sig om fem piloter fra Søværnet og fire fra Hæren. Sidstnævnte tilgik 5. Eskadrille, hvor de gik solo på Spitfire den 19. februar.
     Den 1. december 1947 oprettedes "Hærens og Søværnets fælles Flyveledelse", der var direkte underlagt Krigs- og Marineministeriet, og som fik oberst T.P.A. Ørum som chef. Til denne flyveledelse knyttedes Hærens og Søværnets Flyveskole med Elementærkursus på Avnø, hvor man fløj KZ-IIT, og Overgangskursus på Karup, hvor man fløj Harvard. Desuden blev de tekniske tjenester underlagt denne fælles ledelse.
     Hærens Flyvertropper med 2 afdelinger og 5 eskadriller sorterede stadig under Generalstaben. Oberst Tage Andersen var blevet chef, efter at oberst Førslev i 1945 var rejst til U.S.A. som militærattache.
     Marinens Flyvevæsen med 3 luftflotiller hørte fortsat under Søværnskommandoen. Den 1. december 1947 blev kommandørkaptajn E. Rasmussen udnævnt til chef.
     Med oprettelsen af "Hærens og Søværnets fælles Flyveledelse" blev der taget et stort skridt hen imod dannelsen af et enhedsflyvevåben. Der skulle dog endnu gå næsten tre år, før det blev en realitet, og i mellemtiden blev der - som omtalt herunder - anskaffet et betydeligt antal fly.

Supermarine Spitfire P.R.Mk. XI

Supermarine Spitfire H.F.Mk IXe

Boeing B-17G "Store Bjørn"

I 1947 var Hærens Flyvertropper på udkig efter et langtrækkende fly, som kunne bruges til luftfotografering for Geodætisk Institut. Det var specíelt kortlægningen af de allernordligste egne af Grønland, det drejede sig om. Det endte med, at man købte en Boeing B-17G Flyvende Fæstning af Det danske Luftfartsselskab. Dette fly havde allerede en dramatisk historie bag sig. Efter at være rullet ud fra fabrikken i Seattle i det nordvestlige U.S.A. kom det til England, hvorfra det deltog i de store bombeangreb mod Tyskland. Under et sådant angreb blev det imidlertid så beskadiget, at det blev tvunget til at nødlande i Sverige. Her blev det af SAAB bygget om til passagertransport og overtaget af Aktiebolaget Aerotransport. Efter krigen købte DDL flyet, døbte det "Stig Viking og indsatte det på ruten til London.
Den 1. april 1948 overtog Hærens Flyvertropper denne Flyvende Fæstning, som nu fik navnet "Store Bjørn". Efter at være blevet ombygget og forsynet med tre kameraer og en større benzintank blev "Store Bjørn" stationeret i Kastrup Syd, hvorfra de mange fotoopgaver i Grønland blev løst.

I 1948 anskaffedes 10 KZ-VII, som i 1968 blev overladt til Hæren, da de fleste af deres Piper Cubs brændte. Fra 1950 gik man over til Chipmunk som elementærtræner på Avnø. I alt blev der anskaffet 27 fly af denne type.
     Den 7. oktober 1949 landede de to første danske jetjagere i Kastrup Lufthavn. Det drejede sig om de første af 20 Gloster Meteor F.Mk.IV. Flyene blev tildelt Marinens Flyvevæsen og udgjorde 3. Luftflotille, som blev oprettet på Karup flyveplads den 21. oktober 1949. Flotillens personel kom fra begge værn, og chefen var kaptajn Wichmann. I 1952 overtog Flyveskolens Jagerkursus de tilbageværende 14 fly, som blev flyttet til Aalborg. Der forekom en del havarier med disse fly, ofte desværre med dødelig udgang, idet de ikke var udstyret med katapultsæde, og haleplanets høje placering gjorde det yderst risikabelt at springe ud med faldskærm i tilfælde af en nødsituation.
     Meteor F.Mk.IV fortsatte i tjeneste til 1956, hvorefter de blev anvendt som mål ved skydeøvelser og til træning af Brand- og Redningstjenesten. Heldigvis har to dog "overlevet", og de kan i dag ses på hhv. Flyvevåbenmuseet i Stauning og på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør.
     Gloster Meteor T.Mk.VII var en ubevæbnet, tosædet træningsudgave af Meteor Mk.IV. De første 3 ud af 9 fly ankom til Kastrup Lufthavn den 20. januar 1950. Meteor T.Mk.VII blev anvendt til typeomskoling og til instrumenttræning ved 3. Luftflotille på Karup. Siden blev de tosædede fly overført til Aalborg sammen med de ensædede, og her indgik de indledningsvis sammen med disse i Jagerskolen. Fra juni 1953 blev omskoling til jetfly imidlertid lagt ind under Eskadrille 724's B-flight, og de tosædede Meteorer blev derfor overført til denne eskadrille.
     Omskoling til Meteor var lagt an på, at piloterne i forvejen havde erfaring i at flyve tomotorede fly, nemlig Oxford, og at de desuden havde erfaring i at flyve Spitfire. På den baggrund anså man en pilot for omskolet til Meteor efter 10 timers flyvning med instruktør og 10 timers soloflyvning.
     Af de 9 leverede Meteor T.Mk.VII havarerede de 7, heraf 4 i 1954. De resterende to sluttede deres karriere i henholdsvis Stationsflight Aalborg og Stationsflight Karup. Et af disse fly befinder sig nu i Aalborg, hvor det er planen, at den stedlige pensionistgruppe vil gå i gang med at restaurere det til udstillingsbrug, så snart en række andre arbejdsopgaver er afsluttet.

Ovenstående tekst er med forfatterens tilladelse gengivet fra
bogen "Historien om Flyvevåbnet" af Hans A. Schrøder.

Kramme og Zeuthen KZ-VII

De Havilland Canada Chipmunk

Gloster Meteor F.Mk.IV

Gloster Meteor T.Mk.VII