|
FLYHIS tur til Oslo
3/10 – 7/10 2011
Mandag den 3/10 - 2011
Forventningens glæde er som bekendt én
af de største glæder her i livet, og det var også tilfældet,
da der blev blæst til afgang kl.1100 fra FSNSKP mandag den
3. oktober. Den store blå bus var klar til afgang. Henning
Rauff havde sørget for rigelige forsyninger til hele turen.
Da forsyninger og bagage var vel anbragt i bussens bug,
kørte vi mod motorvejen ved Haderslev vest og satte kursen
nordpå mod FSNÅLB. Vejret var blæsende med drivende skyer.
Humøret var højt og stemningen i top. En særlig dag var det
for mig – da jeg denne dag havde fødselsdag. Tid til pause
på turen var, da vi nåede rastepladsen ved Ejer Bavnehøj.
Jeg greb chancen, og bad Rauff om at servere Gammel Dansk
for os alle her i pausen. Det nærmeste sted var ved én af
skraldespandene på rastepladsen. Skraldespandens firkantede
metallåg blev brugt som bardisk, og de små plastikglas blev
fyldt flere gange. Det var rent ud sagt skide hyggeligt.
Efter mange lykønskninger og en mere end halvtom flaske,
fortsatte turen mod FSNÅLB.
Ved ankomsten til FSNÅLB mødtes vi med kolleger fra
Sjælland og Karup, heriblandt vores rejsearrangør og leder
SØE. Efter indkvartering på FSNÅLB kørte vi med bussen mod
Aalborg, hvor vi aflagde et besøg på Garnisonsmuseet. Et
fantastisk spændende museum, der rummer historiske effekter
fra alle tre værn, Hær, Søværn og Flyvevåben. Alt lige fra
gamle Nimbus motorcykler, diverse køretøjer, kampvogne i
flere størrelser, fly og mandskabsvogne, masser af
håndvåben, morterer, såmænd en firlinger maskinkanon, som vi
brugte i nærforsvaret af ESK 602. Det var hyggeligt at hilse
på en gammel ven. Dette og meget, meget mere gav os alle et
godt indblik i Forsvarets formåen gennem tiderne. Efter et
par begivenhedsrige timer kørte vi tilbage til FSNÅLB, hvor
vi spiste et velfortjent måltid i cafeteriet, og resten af
aftenen blev tilbragt under gode og kammeratlige former.
Tirsdag den 4/10 – 2011
Efter morgenmaden i FSNÅLB cafeteria fortsatte vi kl.
0800 turen til Frederikshavn, hvor vi skulle have de sidste
passagerer med, inden vi skulle ombord på færgen til Oslo.
Kl. 1000 lagde vi fra kaj og Stena Lines store færge
satte kursen mod Oslo. Det blæste en del, men det mærkede vi
først et godt stykke fra land; vi var jo i læ for den
sydvestlige vind.
Et fantastisk smukt syn var det, da vi sejlede ind i
Oslofjorden. Jo længere ind i fjorden vi kom, jo nærmere var
skærgårdsøerne ved skibet. Skibet sejlede meget langsomt, og
vi nød alle den smukke natur i skærgården. Det var tydeligt
at se, at vestsiden af fjorden var det foretrukne sted at bo
og bygge.
Efter ankomsten til Oslo ved 1830 tiden kørte vi til
vores overnatningssted, en nedlagt kaserne, der nu var
moderniseret og indrettet som Hostel (vandrehjem). Det
ligger tæt på en by ved navn Halden, og vi var ca. et par
timer undervejs. Efter indkvartering i dobbeltværelser sov
alle vist godt denne nat.
Onsdag den 5/10 – 2011
Friske og veludhvilede indtog vi et lækkert morgenmåltid
og smurte nogle sandwich til frokosten. Så blev kursen lagt
mod lufthavnen Gardermoen et stykke vej uden for Oslo. På
Gardermoen ligger Forsvarets Flysamling, der giver et
enestående indblik i norsk militær flyvning. Samlingen
dækker over hele perioden fra starten i 1912 og frem til F-5
jetjagerne, som for få år siden blev taget ud af aktiv
tjeneste. Samlingen består af mere end 30 fly. Nogle af dem
er uerstattelige klenodier fra flyvningens barndom eller fra
Anden Verdenskrig. Samtlige af Luftforsvarets jetjagere fra
den kolde krig findes i samlingen – med undtagelse af F-16,
der fortsat er i aktiv tjeneste. En yderst interessant og
storslået udstilling.
Fra Gardermoen kørte vi gennem Oslo og sydpå langs
østsiden af fjorden til den lille by Drøbak. Herfra sejler
en lille færge til vores næste bestemmelsessted - den meget
berømte fæstning OSCARSBORG, der er bygget på to små øer
midt i fjorden.
Fæstningen er berømt for at have sænket det tyske
krigsskib BLÜCHER den 9. april 1940.
På daværende tidspunkt var fæstningen udstyret med tre jernkanoner
fremstillet af Krupp i 1892. De bærer de
gammeltestament-lige navne Moses, Aron og Joshua.
Kommandanten på OSCARSBORG – Oberst Birger Eriksen – havde ingen
forholdsordre. Efter varsel fra opsynsfartøjet POL III og
forterne RAUØY og BOLÆRENE om fjendtlige fartøjer satte han
på eget initiativ fæstningen i krigstilstand. Kl. 0421 norsk
tid beordrede han ild fra kanonen Moses. Kort efter fik
kanonen Aron en fuldtræffer ind i flyhangaren på skibet, og
en kraftig brand brød ud. Kl. 0425 fik BLÜCHER to
torpedotræffere, én i forskibet og én midtskibs. Det
beseglede skibets skæbne. Det sank ved Askholmene kl. 0623.
De andre tyske skibe vendte derefter om. OSCARSBORG blev
senere den 9. april 1940 bombet gentagne gange. Fæstningen
blev om morgenen den 10. april 1940 overgivet til og besat
af tyske tropper. Det var et fantastisk møde med fortiden,
præsenteret på en levende og spændende måde. Dagen var ved
at gå på hæld og efter sejlturen tilbage til fastlandet steg
vi ombord på bussen – trætte, men fyldte med historiske
minder. Vi var lidt forsinkede tilbage til vores logi. Vi
fik en dejlig middag. Jeg lod mig friste til at købe et glas
rødvin i baren, men var rent ud sagt ved at ryge på røven,
da den søde bartender forlangte 65 kr.
Torsdag den 6/10 – 2011
Efter et solidt morgenmåltid og pakning af sandwich
læssede vi vores bagage ombord i bussen. Det var tid til at
sige farvel til vores værter. Planen var, at vi skulle
besøge AKERHUS SLOT i Oslo. Vi var imidlertid i så god tid,
at vi kunne nå at besøge skisportsstedet HOLMENKOLLEN. Det
var også en fantastisk oplevelse. Over Oslo bytårner det nye
HOLMENKOLLEN Skihop sig op, ét af verdens mest moderne
skihop. Det er et imponerende monument af stål og beton og
et af de nyeste i verden, og det er ét af de første designer
skihop. Det er også første klasses ingeniørkunst. Om natten
er det oplyst og let at spotte langtfra. Besøger man toppen
af skitårnet, kan man nyde den spektakulære udsigt over Oslo
og Oslofjorden.
Efter besøget på HOLMENKOLLEN gik turen ned til byen,
hvor vi parkerede ved AKERHUS SLOT. Dette er én af de mest
betydelige fæstninger i Norge. Den er strategisk beliggende
på AKERNÆS i Oslo. Borgen har overlevet flere belejringer og
er aldrig blevet indtaget med magt af en fjendtlig
udenlandsk hær. Den blev dog overgivet til den tyske
besættelsesmagt i 1940.
Slottet stammer fra Middelalderen, men blev ombygget af
Christian IV. Det er dog i dag - så vidt muligt – ført
tilbage til sit oprindelige udseende, især inden døre.
Dronning Margrethe den Første, der skabte den Nordiske
Union, boede her som norsk dronning, da hun var barn og ung
voksen.
Området er fortsat militært, og det daglige vagthold
består af Kongens Garde. Forsvarsmuseet, Hjemmefrontsmuseet
og Forsvarsstaben har lokaler på AKERHUS FÆSTNING.
Det var spændende at besøge udstillingerne, bl.a. om
Norge under den kolde krig, atomtruslen m.m. Endvidere var
der en fantastisk udstilling om Norges kamp mod tyskerne
under Anden Verdenskrig.
Efter rundturen på AKERHUS FÆSTNING var nogle af os
trætte, og vi satte os i bussen. Andre gik en tur ind til
Oslos centrum. Da alle var samlet igen, kørte vi til færgen,
og kl. 1930 stævnede vi ud fra Oslo. Stille og roligt gled
færgen ud gennem fjorden, mens solen kastede sine sidste
stråler over land. Den kølige luft bed lidt i næsen og
varslede efterårets komme. På de skovklædte fjelde var
træerne begyndt at iføre sig efterårets gyldne farver. Et
smukkere syn kunne man næsten ikke forlange som afskedsgave
efter disse interessante dage i vore norske brødres smukke
land.
Fredag den 7/10 – 2011
Efter sigende havde der om natten været høj sø, og
færgen havde været ret urolig. Indrømmet, jeg havde ikke
observeret det. Jeg havde fået en god nats søvn. Da vi ankom
til Frederikshavn kl. 0800, kørte vi ind på Flådestationen,
hvor vi spiste morgenmad. Det var også tid til at tage
afsked med nogle af deltagerne, der kom fra Sjælland. Her
tog vi også afsked med SØE. Vi, der var tilbage, kørte til
FSNÅLB, hvor vi tog afsked med dem, der kom fra området. Og
så gik turen mod Sønderjylland og FSNSKP. Noget matte i
sokkerne, men en stor oplevelse rigere, tog vi så afsked med
hinanden og drog hver til sit.
For mig har det været en kanon
oplevelse. Jeg vil gerne takke alle jer, der på forskellig
vis har medvirket til, at vi alle har haft en uforglemmelig
oplevelse. En særlig tak til SØE, vores chauffør og Rauff,
der på så mesterlig vis sørgede for, at vi ikke tørstede på
noget tidspunkt under hele turen.
Bent Erdland
Team Tordenjet
Flyvestation Skrydstrup.
Foto:
Bent Aalbæk-Nielsen og Jørgen Thingvad
 |
  


 
 
 
 
 

 

  
 
 
 
|